Fra august 1943 til befrielsen d. 4. maj 1945 anvendte tyskerne det militære øvelsesareal ved Ryvangen til henrettelser af danske modstandsfolk.
De henrettede blev begravet på området, sammen med modstandsfolk der blev dræbt under aktioner og afhøringer. Ved befrielsen fandt man gravene og man besluttede at anlægge en mindelund, hvor man kunne mindes de, der ikke længere var og hædre deres minde.
Den 29. august 1945 blev mindelunden indviet. Senere blev der oprettet begravelsesplads for danske KZ-fanger, hvis lig blev hjemført fra Tyskland samt oprettet en mindemur for de mange der omkom i KZ-lejre og hvis jordiske rester ikke kunne findes.
På turen rundt i det smukke område, vil man se:
- Henrettelsespladsen
- Det store gravfelt
- Mindepergolaen
- KZ gravfeltet
Bag de enkelte grave og sten, gemmer sig fantastiske beretninger om modstandsarbejde, personligt mod, gruopvækkende oplevelser og de efterladtes sorg. Vi vil standse op på udvalgte steder og høre de fantastiske beretninger.
Turen starter ved indgangen til Mindelunden, Tuborgvej 33, 2900 Hellerup. Der er mulighed for at parkere på Anders Lassensvej. Turen varer ca. 2 – 2 1/2 time.